Videnssamfundet hviler på skribenternes hænder. Tekster er vidensorganisationens vigtigste produkt, og organisationen udvikler ny viden gennem skrivning. Alligevel beskæftiger vi os stort set ikke med skrivning som vidensudvikling.

Vi har i de senere år fået rettet fokus på kommunikation som en afgørende faktor i organisationernes daglige arbejde. Det er en stor præstation som vi kan være stolte af. I vidensøkonomien taler vi også om betydningen af knowledgemanagement, om kreativitet som ressource og om organisatorisk læring.

Blandt alle disse buzzwords er skrivningen blevet glemt. Og det er dårligt nyt. Skrivning er nemlig en af de mest afgørende arbejdsprocesser i vidensorganisationen. For retorikken er forbindelsen mellem viden og skrivning helt grundlæggende.

Specialisterne er skribenter
En stor gruppe medarbejdere i vidensorganisationen er skribenter uden at vide det.

Det er de medarbejdere der ikke har kommunikation som en eksplicit arbejdsopgave, ansvarsområde eller kompetence. Disse medarbejdere er specialister inden for deres eget fag, for eksempel it, økonomi, psykologi, ledelse, forvaltning, jura, sociologi eller historie. De er ansat som konsulenter, rådgivere, fuldmægtige, sælgere, systemudviklere eller simpelthen ”akademiske medarbejdere”. De har erhvervet sig deres specialistkompetencer gennem en videregående uddannelse og måske også tidligere ansættelser, og netop disse kompetencer er årsagen til at de er blevet ansat i organisationen.

De har det til fælles at de alle bruger en stor del af deres arbejdstid på at skrive en lang række forskellige tekster.

Omsætter viden til tekst
Specialisterne er nøglepersonerne i organisationens produktion af viden. Den viden som organisationen skal leve af at sælge, skal gøres håndgribelig, og det sker i overvejende grad ved at omsætte den til tekst. Tænk bare på de stride strømme af rapporter og undersøgelser der flyder fra konsulentfirmaer og analysebureauer, eller på den offentlige sektors aldrig færdiggjorte evalueringsarbejde.

Også internt i organisationen er tekster afgørende i vidensudviklingen. Interne tilbudsmanualer og vejledninger til personale, systematiseringer af arbejdsprocesser og e-mails mellem kolleger er en del af specialistens hverdag.

Nogle få af disse mange tekstgenrer vil rutinemæssigt blive bearbejdet af kommunikationsafdelingen, og af og til vil specialisten opsøge kommunikationskolleger for at få hjælp eller vejledning til at skrive. Men langt den overvejende del af denne tekstproduktion kommer aldrig ind over kommunikationsafdelingen.

Skrivning som maskineri

En stor del af skrivningen i vidensorganisationen finder sted i projektgrupper, både formelle og uformelle. Ofte er teksterne for krævende til at blive skrevet af en enkelt skribent, og ofte er der brug for bidrag fra mange forskellige specialister.

Den amerikanske retoriker og skriveforsker Deborah Brandt har undersøgt hvilken betydning det har for specialistskribenten at vidensøkonomien i høj grad afhænger af hans eller hendes evner til at omsætte sin viden til tekst. Deborah Brandt konstaterer at specialistskribentens rolle i vidensproduktionen er som en slags levende transformator hvis opgave er at gøre organisationens råmateriale – altså dens viden – tilgængelig så den kan bearbejdes og udvikles og i sidste ende sælges.

Maskinmetaforen er ikke tilfældig. Brandt peger på at man i organisationerne opfatter tekstproduktionen som enhver anden samlebåndsproduktion i en industrivirksomhed. Mange organisationer har præcise procesvejledninger for omfangsrige tekster, for eksempel tilbudstekster.

Hvem gør hvad – og hvornår?
Men trods fokus på projektledelse og arbejdsdelegering er der meget lidt opmærksomhed på det konkrete, praktiske skrivearbejde og det uformelle skrivesamarbejde som specialisterne udfører.

Vidensproduktion gennem skrivning
Og det er et stort problem, for forskningen i skrivning i organisationer viser at skriveprocessen, især når den foregår i grupper, er et uundværligt værktøj i organisationens vidensproduktion. Det er i arbejdet med at skrive teksten at organisationens viden bliver frembragt og bearbejdet: Ideer opstår, bliver kritiseret, afprøvet, skærpet og gjort salgbare. Nogle organisationer bruger ligefrem skriveprocessen til at styre vidensproduktionen: ”Når vi er nået hertil med tekstudkastet, er det fordi vi ved lige præcis dette eller hint. Næste opgave er altså at …”

Det er altså afgørende at disse specialistskribenter kan håndtere denne fælles skriveproces. At de kan samarbejde om at skrive. At de i samarbejdet kan skabe de bedste rammer for den fælles vidensproduktion.

”Det er projektledelsens skyld”
Men en bestemt opfattelse af tekst og skrivning blokerer.
En pilotundersøgelse i et dansk konsulentfirma viste at en del af konsulenterne opfattede selve det at skrive teksten som det mindst vigtige i arbejdet med en omfangsrig og indholdstung rapport. Denne holdning stemte ikke overens med virkeligheden. Der opstod store problemer med at skrive teksten, og disse problemer påvirkede arbejdsprocessen og spillede tilbage på dataindsamlingen. Alligevel opfattede både konsulenter og projektledelse teksten som en kasse som de uproblematisk kunne læsse deres fælles opbyggede viden ned i. At det ikke lykkedes, så begge parter udelukkende som et resultat af kundens vægelsind og internt splid i projektledelsen.

Disse medarbejdere og projektledere tror at det skal være let at skrive. Når det viser sig ikke at være det, retter de opmærksomheden mod de strukturer som organisationen lægger vægt på, nemlig ledelse. Det er ikke noget dumt sted at se hen. Men faren ved at tro at viden og skrivning er uafhængige af hinanden, er at man overser betydningen af skrivningen og medarbejdernes evne til og muligheder for at håndtere den i fællesskab.

Hvordan kan vi blive en bedre vidensorganisation ved at gøre noget ved vores skriveprocesser?

Ingen ny viden uden skrivning
Det er en helt grundlæggende retorisk tanke at viden og sprog er tæt forbundne. Når man taler, tænker man. Sproget er det redskab hvormed vi udvikler vores viden, sætter spørgsmålstegn ved den og gør den præcis.

Men når organisationen betragter skrivning som en banalitet, udelukkende som det at klapre på tastaturet, er det fristende at henlægge skrivningen som en mindre, nærmest administrativ, opgave sidst i processen når man udvikler ny viden. Dermed giver man helt afkald på at bruge skrivningen og sproget som et værktøj i vidensudviklingen. Organisationen mister muligheden for at arbejde sammen om de nye tanker der opstår i en tekst, muligheden for at diskutere indholdet i teksten og udvikle det. I stedet har man kun tid til en overfladisk redigering af sprogbrugen i teksten.

En knastør filosofisk diskussion af forholdet mellem sproget og verden kommer ikke vidensorganisationens specialister til gavn. Men en ahaoplevelse af at skrivning er en nøgleproces i produktionen af ny viden, kan være begyndelsen til forandring.

For at blive bedre til at tænke store tanker må vi have øje for skrivningen i dens vidensproducerende form. Vi må gå helt tæt på det arbejde som er så selvfølgeligt og banalt at det er blevet usynligt for os. Selv når vi sidder ved skærmen og taster løs mens vi tænker. Vi skal bringe skrivningen og alle de aktiviteter der er forbundet med den, helt frem til begyndelsen af vidensudviklingen – simpelthen for at blive bedre til at blive klogere.